Roland logo

Roland

”Forstår du det lille Ea” sagde hendes mor smilende, da hun hørte mig fortælle hendes yngste datter om skovens træer, årstiderne og efterårsbladene, der lå overalt på skovbunden omkring os. Det gjorde lille Ea nok ikke helt, men pigen på min arm lyttede opmærksomt alligevel, for hun kunne høre at jeg fortalte en historie. Dét er historiernes magi. Dyr og mennesker, store som små, lytter når historien udfører sit magiske arbejde med tid og rum.

Historierne kommer fra et særligt land... Hvis du vil, kan du komme med dertil. Højt oppe bag skyerne, helt ude lige bag den allerbagerste sky, dér drejer du skarpt til højre, lukker øjnene og ønsker dig til historiernes land. Prøv bare. Hvis du er heldig, bliver du lukket ind bag de usynlige porte, og du står på en bjergtinde med udsigt over hele det lille land. Er du med?

Græslandet strækker sig foran mine fødder. Jeg er hjemme her. Langt ude i horisonten tårner majestætiske bjerge sig op og danner grænsen til en anden verden. Det er den horisont med bjergene og de bløde bakker, der har omgivet min sjæl så længe jeg kan huske. Græslandet besøger mig i drømme og jeg besøger det i vågne stille timer. Det er her jeg er fra og her min sjæl synger med vinden og græsset der bølger. Jeg løber, fordi jeg ikke kan lade være. Og ordene fylder siderne… nu vil jeg fortælle en af mange historier fra græslandet Roland.

Brumle hilser mig velkommen. Hans vrinsk der gjalder over sletten, når mig længe inden jeg kan skelne ham fra de andre. Bumle er flokkens leder, og selvom han har båret mig langt og godt har han aldrig været uden for dette land. Brumle er Roland. Fuldstændig ligeså meget som græsset, bjergene, flodernes vand og søernes dyb er dette land.

Hans bløde mule hilser mig og jeg gemmer mit hoved i hans tykke sorte man og gnubber ham over skulderen. Jeg svinger mig op på hans gråmeleret ryg og hilser de andre heste i en lille runddans. Det er lang tid siden jeg har været her.

 

Det er på tide at hestenes historier tager deres begyndelse.

Roland logo

Historien om Star

”Enna! Aye!!” Råbet gjaldede hen over de bløde græsklædte skråninger. Endelig var hun hjemme. Det havde været en lang rejse, og da hun så den lille gård med de velkendte folde og en stille røg fra skorstenen mærkede hun hvor lang. Ved synet af alt det velkendte sved savnet pludselig i hende med fornyet kraft. der var de, hendes familie, der glædestrålende gik og løb hende i møde. Ravne kunne hun næsten ikke kende. Han havde ladet skægget stå, som det var skik og brug på disse kanter når kvinderne var bortrejset i længere tid, og han lignede nu allermest en hel vildmand. ”Har du spist min mand?” grinede hun til ham idet hun omfavnede og kyssede i et virvar af gensyn. Da den første iver havde lagt sig, blev de alle mærkeligt stille og kiggede bag hende. Hun var nemlig ikke alene. Hendes følgesvend havde taktfuldt hold sig i baggrunden, måske nærmest lidt forvirret over al gensynspostyret.

”Åh ja” sagde hun og slog med en bevægelse ud med armen mod hingsten, der stod bag hende, ”lad mig præsentere, Star”. ”Ih hvor har du ham fra? Er han vores, mor? Skal han blive? Hvad tror du Brumle siger?” Spørgsmålene hvirvlede mod hende. ”Rolig nu unger” dæmpede Ravne gemytterne. ”Mor har haft en lang tur. I aften efter maden er jeg sikker på, at hun vil fortælle alt om både Star og den lange tur. Først skal hun lige lande” sagde han smilende og trak hende ind til sig. ”Jeg har slet ikke savnet dig” hviskede han drillende ind i hendes øre. Hun lo lykkeligt ”Løgner!” og ville give ham et kærligt dask. Da han ikke slap sit tag men istedet kyssede hende så længe at ungerne blev utålodige og hun fik blussende kinder, vidste de begge, at hun var kommet hjem. ”Ja, måske lidt løgner” grinede han, da han løsnede sit tag og trak hende ned mod gården.

”Hjælper I mig med Star?” Spurgte Enna, mens hun befriede hingsten fra den lette oppakning. Tristan og Ida-Mai var allerede løbet i forvejen hen til stalden for at gøre den lidt afsidesliggende foleboks klar til den nye gæst. Nyt hø blev spredt ud og vandtruget fyldt op. ”Jeg må hellere bøste ham, han er en temperantsmentsfuld herre, og skal nok lige vende sig til det hele” sagde Enna, mens hun med vanlig rutine fandt en børste og i lange seje tag, trak den hen over den muskuløse sorte krop. Han havde tabt sig lidt af turens strabadser, noterede hun sig. Han fremstod en smule mere benet end første gang hun så ham. Lige nu virkede det som om et helt liv var gået siden da, tænkte hun. Men han var stadig i god form og med en skinnende sort pels. Overalt var han sort i sort, lige bortset fra den enkelte hvide stjerne i panden, som havde givet ham hans navn.

Fortsættelse følger....

friskriv bog

Kun i nødstilfælde

"Lav drama", havde han sagt. "Sørg for at det giver mening, at du må forlade landet - få lidt ro på igen". Hun trak vejret tungt og rystede lidt på hånden, da hun fandt kontakten frem i telefonbogen.  Jaco Advo. Var det for simpelt? Måske skulle hun ændre navnet? Nej, kom nu. Ingen undskyldninger. Ring nu bare. De andre stod lidt længere nede af stranden, var stoppet op og kiggede tilbage efter hende. Hun vinkede af dem. Kommer om to minutter, signalerede hun med to fingre i vejret. Hun vidste godt, hun ikke havde været sig selv, men de lod hende være. Hvis hun gjorde det her, måtte hun vide, at det var ægte, at han ville gennemføre sin del af planen. Det var så langt tid siden, de sidst  havde talt sammen. Et halv år - måske mere. Ja klart mere. Det var jo i efteråret, der havde været kulde i luften og bladene havde hvirvlet rundt i små cirkler i hjørnet af baggården. Han havde givet hende nummeret og sagt ”Kun i nødstilfælde!". Men hun måtte have sikkerhed.

Telefonen gik igennem, det gibbede i hende da en kvinde svarede. Et splitsekund: fuck nummeret er forkert. Så hørte hun, hvad der blev sagt. "Du har ringet til et stærkt nummer, dit opkald koster 9 kr. i minuttet”. Et stærkt nummer? Hvad fanden var det, tænkte hun. Så hans stemme i røret. "Ja? Jeg er her", sagde han bare. " Jacob jeg... jeg skulle, jeg måtte tjekke..." "Jeg ved det, alt er klar. Nogen spørgsmål?" han trak også vejret i stød. Hun tog en dyb indånding. Stilhed.  "Nej, jeg er klar" sagde hun og lagde røret på.

friskriv poetry

Vidste du...

Jeg har faktisk lidt opgivet
dig.
Synes det er svært.
Du behøver ikke sige det
til hele verden
du behøver ikke engang sige det
til nogen.
Bare vis mig at du har lyst til
og kan være i
det rum, der er dig og mig.
Det andet
fungere ikke. Jeg bliver ked af det.

Men inden jeg går, har jeg lyst til at fortælle dig noget
som du kan tage med dig
hvis du vil.
Vidste du at
i Guldbergsgade dufter syrenerne i regnvejr?
Vidste du, at når jeg NOGEN GANGE
var en lille bitte smule
forelsket i dig, så var det mest dig dig
jeg ku li.
Jo kan da være fasineret – bevares!
Men at jeg ville blive forelsket, hvis jeg hørte ’offentlige dig’
det passer faktisk ikke.

Mest ku jeg li ham der
lavede lasagne
til mig,
kaldte mig smukke og søde
og aede mig i nakken.
Ham der lyttede, når jeg sagde noget, og kunne udbryde
HA! DET er sjovt!
Også når det ikke var det.
Ham der altid kunne referere til hiphop
Det er lågsus

Vidste du
Jeg godt ku li
Ham der lod mig få
de sjoveste avissektioner
først.
Ham der lod mig sove med næsen trykket flad
mod hans bryst
og flyttede min hånd
over på hans pik
når den var hård.
Og og og

Lige nu opdager jeg
at ham der nogen gange var lidt et røvhul
han kunne jeg OGSÅ godt li
Vidste du det?
Jeg vidste det ikke.
Før nu.